Få vores nyheder på mail

10 tricks til længere batteritid på din Android

Blogindlæg   •   Aug 21, 2014 08:34 CEST

Længere batteritid er en af de mest efterspurgte features på smartphones i dag, men det er desværre ikke muligt at opgradere batteriet i telefonen. Det er derimod muligt at optimere brugen af sin Android smartphone således, at man får det maksimale ud sit batteri. Herunder har vi listet 10 gode råd til, hvordan du får mest ud af dit batteri.

1:
Det første man bør gøre er at få et overblik over, hvad der bruger dit værdifulde batteri. Du kan få den fulde oversigt ved at gå ind i indstillinger og vælge batteri. Her får du en procentvis oversigt over, hvad der bruger telefonens batteri. Opdager du en applikation på listen, som du sjældent bruger, så kan du med fordel afinstallere den og dermed spare lidt på batteriet.

2:
En smartphone kan tilkobles alverdens ting, som gør dine smartphone oplevelse bedre, hurtigere og smartere. Men spørgsmålet er, om du har brug for at have alle disse features tændt hele tiden. Hvor ofte bruger du fx NFC, GPS, Wi-Fi, LTE og Bluetooth på samme tid? Ved at slå Wi-Fi og Bluetooth fra, når man ikke bruger dem, sikrer man, at telefonen ikke bruger batteri på at søge efter tilgængelige netværk og Bluetooth enheder, hvilket i længden kan spare en del batteri. GPS er desuden en af de største batteristjælere, som man med fordel kan enten slukke eller ændre på, hvor præcist den skal måle din færden.

3:
Applikationer er efterhånden så smarte, at de opdaterer sig selv, så de er klar til brug, når du aktiverer dem. Men med det store udvalg af apps, så har man ofte nogen installeret, som man sjældent bruger. Det betyder dog ikke, at de ikke kører i baggrunden og bruger af batteriet. Ved at gå ind under indstillinger og apps kan man redigere i, hvilke applikationer man vil have kørende i baggrunden. Man kan spare på batteriet ved at stoppe de apps man ikke bruger.

4:
Widgets er en stor del af Android oplevelsen, men ønsker man god batteritid, så skal man beherske sig. Det handler især om widgets, der henter informationer fra et andet program eller internettet, som fx en vejr-app. Det samme gælder for animerede widgets, der kan bruge unødvendigt meget strøm hver gang de aktiveres. Det samme princip gælder for en levende baggrund, hvor man kan spare på batteriet ved at anvende et statisk billede som baggrund.

5:
Mobiltelefonens skærm har fået vokseværk siden smartphonens ankomst. Det er efterhånden ikke længere unormalt at have en 5″ skærm, som viser de flotteste farver og mindste detaljer. Det betyder dog også, at skærmen er en af de absolut største batterislugere. Ved at skrue ned for skærmens volume kan man opnå en stor batteribesparelse. Mange lader telefonen styre, hvor lys skærmen skal være gennem en automatisk justerings feature. Man kan med fordel slå den fra og selv tilpasse lysstyrken, da telefonen  ofte vælger en lysere skærm end der egentlig er påkrævet.

6:
Applikationer er en af de ting, som gør en smartphone smart. Udviklingen går dog så stærkt, at applikationer hele tiden skal opdateres for at fungere bedst muligt med den seneste udgave af dit styresystem. Det arbejder applikationernes udviklere på, og det eneste du skal gøre er at opdatere dem. Ved at sikre, at dine applikationer altid er opdateret, giver du også dit batteri de bedste forudsætninger.

7:
En email er altid praktisk at have med på farten, men har man ikke brug for, at den bliver opdateret hvert 5. minut, så kan man spare på batteriet. Man ændrer blot synkroniseringshyppigheden under indstillinger, hvor du vælger din email og derefter indstillinger for konto.

8:
Når man bruger en Android smartphone, så er de fleste af Googles programmer ofte præinstalleret. Selv de mest fanatiske Google tilhængere har dog sjældent brug for, at alle ens Google konti auto-synkroniserer konstant. Det kan derfor anbefales af slukke eller skrue ned for de konti, man ikke bruger så ofte. Du gør dette ved at gå ind i indstillinger og vælge din Google konto og vælge synkronisering.

9:
Din smartphones skærm går automatisk i dvale efter at have være inaktiv i et hvis antal minutter, men jo højere antallet af minutter er, jo mere påvirker din batteritid. Du kan ændre på antallet af minutter under indstillinger og skærm og dermed spare gevaldigt på batteriet.

10:
De fleste Android smartphones kommer i dag med feature, der er designet til at spare på batteriet. Dem kan man med stor fordel anvende, hvis man gerne vil spare lidt på batteriet. Denne type feature er især oplagt, hvis man er ved at løbe tør for strøm, men ikke har mulighed for en opladning.

Bonus-råd
- Skal du et sted hen, hvor du på forhånd ved, at det kan blive besværligt at oplade din telefon, så kan en bærbar oplader være løsningen. Der findes et stort udvalg i forskellig kvalitet og batteristørrelse, herunder den danske Volt.

- Har du en Samsung smartphone med en AMOLED skærm, så kan det anbefales at benytte en sort baggrund, da denne type skærm kun oplyser farvede pixels. Den sorte farve tændes slet ikke, så jo mere sort, jo mere batteritid.