Få vores nyheder på mail

5 fede apps til din træning og sundhed

Blogindlæg   •   Feb 02, 2015 16:20 CET

Har du også din smartphone med dig i fitnesscentret, på cyklen eller på løbeturen? Vi har samlet 5 fede trænings- og sundhedsapps, som booster din motivation og hjælper til at nå dine mål.

90 Days Workout Tracker Body Builder (90 BWT BB): Track din styrketræning

90 BWT BB er en effektiv hjælper til ren vægtløftning. Programmet spænder over 90 dage, hvor øvelser, resultater og udvikling registreres og måles i det brugervenlige interface på mobilen. Vælg mellem træningsformene ”toning” eller ”muskelmasse”, indtast dit mål og sæt i gang. Undervejs i forløbet kan du tage billeder af din krop forfra, bagfra og fra siden og gemme dem i app’en for visuelt at kunne følge transformationen over de næste 90 dage.

Endomondo: Mål distance, tid og hastighed

Med den populære app Endomondo i lommen under træning kan du nemt måle dine resultater og bevare motivationen, uanset om du løber, cykler, ror i kajak eller dyrker en anden form for motion. Mål dine ruter med GPS, hold styr på din kalorieforbrænding og ikke mindst del dine succesoplevelser med dine venner og hep på hinanden. Slut hver træning af med en analyse af din performance – det kunne da være sjovt, hvis det lykkes at slå personlig rekord.

7 Minutes: Kør intervaltræning

Hvis du ønsker at forbedre din kondition og styrke dit immunforsvar, så kan 7 minutters fysisk intervaltræning om dagen gøre underværker. Med ”7 Minutes” slipper du for at være din egen personlige træner og overlader det til app’en, som ud fra 12 øvelser og med 30 sekunders interval fortæller dig, hvornår du skal starte og hvile. Du kan justere intervallerne efter dit træningsbehov, og hvis der er brug at holde sig selv i ørerne, kan du også aktivere en reminder på din telefon.

My FitnessPal: Hold styr på kalorieindtaget

Vi ved, at hvis man skal tabe sig, skal vi forbrænde mere, end vi indtager. Kalorietælleren My FitnessPal er et godt alternativ til din personlige ernæringscoach, hvor du nemt og hurtigt kan indtaste fødevarer og motion for at opnå dine mål for vægt og træning. App’en har en omfattende fødevaredatabase med mere end 3.000.0000 fødevarer, globale elementer og køkkener, der opdateres dagligt. Én funktion, som vi er særligt begejstret for, er dens evne til automatisk at huske de fødevarer, som vi oftest indtaster samt muligheden for at gemme og genbruge hele måltider.

RunKeeper: Mål din træning i samspil med dine andre devices

Runkeeper minder på mange måder om app’en Endomondo med måling af distance, tid og hastighed. Dér, hvor Runkeeper adskiller sig markant, er muligheden for at integrere med andre devices. Runkeeper har satset hårdt på firmaets egen Health Graph, der er en metode for tredjeparts-apps og tjenester til at dele data med og fra tjenesten. Det gør, at du kan koble en styrketrænings-app, en skridttæller, en vægt, søvnmåler og meget mere til din konto for mere detaljeret kontrol og viden.