Få vores nyheder på mail

Alt du bør vide om Android 4.4 KitKat

Blogindlæg   •   Nov 19, 2013 12:24 CET

Googles nyeste version af det populære Android styresystem til smartphones er nået til Danmark. Traditionen tro er systemet opkaldt efter en snack og har denne gang fået navnet KitKat. Få det fulde indblik i, hvad den nyeste version af Android tilbyder her.

I den seneste tid har der været stor fokus på designet i de populære styresystemer til smartphones, hvor især iOS har gennemgået en stor forandring. Nu kommer Android med deres nyeste version, som også byder på et nyt og mere moderne design. Brugerfladen er blevet gjort fladere, og ikonerne er blevet større. Og for at gøre udseendet mere komplet er navigationslinjen blevet gjort gennemsigtig, så det nu føles som en mere integreret del af det overordnede design.

Det er dog ikke kun udseendet, der er blevet opdateret. Hvis man har enormt mange apps, eller blot foretrækker at brede sig lidt ud, så er der en god nyhed i KitKat. Man er ikke længere begrænset til fem eller seks homescreens. Man trækker blot en applikation eller widget helt til højre på skærmen, hvorefter der dukker endnu en homescreen op.

Nyt kommunikationsunivers

Hvis man er bekendt med Google+, så vil man genkende KitKats nye sms/mms applikation. Det er nemlig Google Hangouts, som er blevet standard-applikationen for alt kommunikation på telefonen. Hangouts indeholder mere end blot sms og mms, da man også har muligheden for at videochatte samt kommunikere via e-mail. Ligesom på Google+ er det også muligt at deltage i gruppesamtaler via Hangouts på telefonen. I ægte social media stil er det nu også muligt at vise, hvilket humør man er i samt, hvor man befinder sig. Så er vennerne i hvert fald ikke i tvivl, om man er i godt humør.

Har du derimod brug for lidt fred og ro fra de konstante opdateringer og notifikationer, så har Google nu gjort det væsentligt lettere at tage en pause. De har integreret en snooze funktion, hvor man kan udsætte modtagelsen af beskeder og notifikationer i helt op til 72 timer.

En anden nyhed i KitKat er de berømte japanske humørikoner, Emoji. De finurlige ikoner har længe været tilgængelige til Android via tredjeparts applikationer, men nu har Google lyttet til brugerne og tilføjet de populære ikoner. Dermed kan Android brugere nu også pynte deres sms’er og e-mails med alverdens små figurer.

Udnyt hele skærmen

Android styresystemet er det mest udbredte i verden. Det betyder også, at det findes på et kæmpe udvalg af smartphones, som varierer i størrelse og hardware. Uanset om man har en smartphone med en 6” skærm eller en mere moderat på under 4”, så er det ofte kun positivt, hvis man kan udnytte hele skærmen. Google har taget højde for dette i KitKat, hvor det er muligt i visse apps at anvende hele skærmen. Denne mulighed kan bl.a. anvendes i Google Books samt forskellige spil applikationer. Denne smarte opdatering gør det også væsentligt sværere at trykke sig ud af applikationen ved et uheld.

Når man bruger en app i fuld skærm forsvinder navigationslinjen i bunden, men bare rolig, man er ikke fanget i app’en. Man swiper blot fra bunden og op, hvorefter navigationslinjen kommer til syne igen.

Interessante opdateringer og features

Android er Googles opfindelse og har dermed hele Googles bagland i ryggen. Det er blevet udnyttet i KitKat med featuren Caller ID. Som navnet indikerer, så er det en feature, hvor navnet på den person, der ringer til dig, bliver vist på skærmen. Det smarte ligger i, at det også sker, selvom du ikke har vedkommende i telefonbogen. I øjeblikket virker det dog kun med virksomheder, men ifølge Google arbejder de på, at featuren også skal inkludere privatpersoner. De kontakter, du derimod har i telefonbogen, vil blive arrangeret efter, hvem du snakker mest med. Det er en af de små ændringer Google har tilføjet for at sikre, at den nyeste version af Android bliver tilpasset mest muligt til netop dine behov.

Når vi nu er i gang med de praktiske aspekter, så bør vi også nævne den nye e-mail applikation. Den har været en smule overset i tidligere versioner af Android - især i forhold til, hvor mange der i dag bruger telefonen aktivt til at sende og modtage e-mails. Det har Google for alvor fået rettet op på nu. Det nye design er baseret på Googles allerede populære e-mail klient, Gmail. Derudover er den blevet gjort væsentlig lettere at navigere rundt i, og man kan uden problemer skifte mellem flere e-mail konti eller få vist det hele i en kombineret visning. Det er også blevet lettere at lave en unik signatur samt lave hurtige svar, som man kan bruge når man er i tidsnød.

En anden nævneværdig feature i KitKat er Cloud Print. Selvom det ikke er en ny feature, så er det alligevel første gang, at Cloud Print er integreret direkte i styresystemet. For dem som ikke kender Cloud Print, så er det et program, som lader dig printe filer direkte fra telefonen. Dermed er dagene hvor man sender sine filer frem og tilbage med mail ovre. Featuren er så intelligent, at den lader dig bestemme, om der skal printes i farver eller sort/hvid, hvordan papiret skal vende samt, hvilke sider du vil printe.

Du kan læse meget mere om Android 4.4 KitKat her