Få vores nyheder på mail

Få styr på dine cookies

Blogindlæg   •   Mar 31, 2015 13:34 CEST

Når man surfer på internettet, bliver man ofte mødt af en besked om, at en hjemmeside bruger cookies. Det er de færreste, der tænker videre over det, men hvad er cookies egentlig, og hvorfor skaber de debat om vores privatliv på internettet? Bliv klogere på begrebet cookies og få gode råd om, hvordan du håndterer dem.

Har du oplevet pludselig at blive mødt af en personlig velkomsthilsen på en hjemmeside, som kender dit navn? Eller måske har du lagt mærke til, at der er reklamer for produkter, som du tidligere har kigget på. Det skyldes alt sammen cookies, som findes over alt på internettet i dag.

Hvad er cookies, og hvordan fungerer de

En cookie er en lille tekstfil, som bliver brugt i din web browser. Hovedformålet med denne lille manøvre er at identificere, hvem brugeren er og derigennem gøre surfing-oplevelsen bedre og mere personlig. Et eksempel er, hvis man går ind på en hjemmeside, hvor man skal udfylde navn, e-mail, adresse og lignende. Disse informationer kan gemmes i en cookie i din browser, og dermed behøver man ikke udfylde informationerne næste gang, man besøger siden.

Et andet eksempel er, når vi shopper online. Du har muligvis lagt mærke til, at de varer, du kigger på, ofte dukker op igen som foreslåede varer, eller at webshoppen anbefaler andre produkter, som du også kan være interesseret i. Alt det sker gennem cookies, som indsamler informationer om dine præferencer og derigennem prøver at gøre hele oplevelsen bedre for dig.

Er cookies sikre

Som nævnt tidligere er en cookie’s primære funktion at indsamle viden om dig og din færden på internettet. Det kan lyde skræmmende, at nogen kigger én over skulderen, mens man surfer rundt på internettet – men er der grund til bekymring? Svaret er både ja og nej. Cookies er som udgangspunkt en god ting for vores brug af internettet, da de kan skabe en bedre og hurtigere oplevelse gennem indsamling af anonym data, som ejeren af hjemmesiden kan bruge til at forbedre hjemmesideoplevelsen.

Men hvor de fleste cookies kun indsamler brugerdata om én hjemmeside, så findes der desværre også cookies, som følger din færden over flere hjemmesider. De bliver ofte kaldt tracking cookies eller tredjepartscookies. Problemet med dem er, at de følger din færden og forsøger at indsamle så meget viden om din online færden som muligt. Denne type data er nemlig værdifuld, og der findes firmaer, som lever af at sælge informationer om vores online færden. Det er dog ofte ikke noget, som har nogen betydning for dig, eller som du vil mærke noget til. Men -følelsen af at blive forfulgt på nettet kan være ubehagelig for de fleste.

Sådan får du styr på dine cookies

Man kan gøre op til flere ting for at forsøge at sikre, at man ikke bliver udsat for tracking og tredjepartscookies. En oplagt måde er anonym surfing, hvor browseren ikke gemmer cookies eller andre oplysninger om dig. Vil man derimod gerne udnytte fordelene ved cookies og stadig forsøge at undgå de ondsindede cookies, så kan man i de fleste browsere slå tredjepartscookies fra. Se hvordan på taenk.dk, som har lavet en guide til de mest anvendte browsere. Det skal dog nævnes, at virksomheder ikke er tvunget til at respektere denne funktion, men det kan alligevel anbefales at slå den til.

Vil du gerne følge med i hvilke cookies, der følger din adfærd, og eventuelt blokere dem, så findes der flere programmer, som kan give dig et overblik. DRs Nikolaj Sonne har kigget nærmere på fænomenet cookies og giver to konkrete forslag til programmer, som kan hjælpe dig med at holde styr på dine cookies, henholdsvis Ghostery og ublock. Se Nikolaj Sonne fortælle mere om cookies her

undefined