Få vores nyheder på mail

iOS 9: De 6 bedste nyheder

Blogindlæg   •   Okt 06, 2015 09:06 CEST

Det er ikke længe siden, at Apple kom med iOS 9, og allerede nu varsles der om en tredje, mindre opdatering. Det kan være svært at følge med og samtidig kende til alle de nye funktioner. Vi kommer derfor med de 6 bedste nyheder i iOS 9, som du skal kende til.

1. Strømbesparende tilstand
Det er dejligt med en opdatering, der fokuserer på batteriniveauet. Vi bruger vores mobil og tablet til stort set alt i hverdagen, og det tærer automatisk på batteriet. Når batteriet fremover rammer 20 %, vil du blive tilbudt at slå den strømbesparende tilstand til, som vil give dig 1-2 timers ekstra batteritid. Du kan selvfølgelig også slå den strømbesparende tilstand til, selvom du har 100 % batteri tilbage, du skal blot gøre det manuelt. En smart idé til festivaler eller andre steder, hvor der er langt til den nærmeste stikkontakt. Slå funktionen til i Indstillinger og klik derefter på Batteri.

2. Siri er blevet klogere
Den personlige assistent har indtil videre været et behageligt bekendtskab og hjælp i flere situationer. Apple har opgraderet Siri, og hun kan nu flere smarte ting, der kan gøre hverdagen nemmere. Du kan fx spørge efter billeder fra en bestemt tidsperiode eller sted. Hun kan komme med forslag baseret på tidligere søgninger, så hvis du er vant til at skrive mails til både mor og far på samme tid, så vil Siri foreslå dette. Det betyder en hurtigere proces, når du bruger Siri.

3. Nyfortolkning af Noter
Vi bruger Note app’en til forskellige ting, men vi kan nok alle blive enige om, at den nye opdatering er tiltrængt. Du kan nu punktopstille dine noter til indkøbslister, pakkeliste eller ønskeliste til jul – og så krydse af efterhånden, som opgaverne er udført. Du kan også tegne dine noter direkte på skærmen og vælge mellem forskellige pensler og farver samt en lineal til at sikre den lige linje. Billeder siger mere end ord, og du kan nu tilføje billeder eller videoer til dine noter. Det åbner for en masse muligheder og gentænker hele forestillingen om, hvordan vi skriver noter.

Læs også: Apple lancerer iPhone 6s og iPhone 6s Plus slut september

4. Saml alle de selfies
Det er blevet populært at tage selfies, og flere benytter endda en selfie-stang for at fange ens eget bedste øjeblik. Tidligere lå de mange selfie-billeder blandet med de andre billeder, og man kunne aldrig finde det rigtige i rodet. I den nye opdatering har selfie-billederne fået sit eget album, så nu er du fri for at bladre hele albummet igennem med billedet af dig og havfruen. Også skærmbilleder har fået sit eget album.

5. Fokus på sikkerhed
Vi har altid været vant til de firecifret adgangskoder, men det har Apple nu lavet om på. I takt med at vi bruger vores mobil og tablet til flere personoplysninger, er behovet for sikkerhed blevet større. Adgangskoden er nu udvidet med seks cifre for at gøre det svære at misbruge. Det er stadig muligt at bibeholde de fire cifre, hvis man ønsker det. Du kan ændre din adgangskode i Indstillinger, Touch ID & adgangskode og herefter under Skift adgangskode.

6. Nyt tastatur
Det kan være svært at se, men Apple har skiftet skrifttype til en font, som de selv har udviklet og kalder San Fransisco. Forskellen kan ses ved, at bogstaverne i tastaturet nu har ændret sig fra kun at være store bogstaver til nu at skifte mellem store og små bogstaver. Hvis ikke du er til forandringen, så kan du deaktivere funktionen og få de store bogstaver tilbage ved at gå ind i Indstillinger. Klik derefter på Generelt og Tilgængelighed. Herunder finder du Tastatur, hvor du kan slå Vis taster med små bogstaver fra.  

iOS 9 er kompatibel med:

  • iPhone 4S, 5, 5c, 5S, 6, 6 Plus, 6S, 6S Plus
  • iPad 2, iPad 3, iPad 4, iPad Air, iPad Air 2, iPad Pro iPad mini, iPad mini 2, iPad mini 3, iPad mini 4 

  • iPod touch 5, iPod touch 6

Du kan hente iOS 9 opdateringen i Indstillinger under Generelt. Tryk på Softwareopdatering og den nyeste opdatering bliver synlig. Din iOS-enhed skal være ladet mindst 50% op, før du kan installere opdateringen.