Få vores nyheder på mail

LG G Flex 2 – den buede smartphone

Blogindlæg   •   Jan 26, 2015 14:05 CET

Går du og mangler en smartphone med en buet skærm, som passer perfekt i lommen? Så er der gode nyheder fra LG, som har præsenteret en fornyet udgave af deres unikke LG Flex smartphone.

Smartphone udviklingen kan næsten ikke gå hurtigere, og nu tager LG endnu et skridt med deres LG Flex 2. Det startede tilbage i januar 2014, som dannede baggrund for præsentationen af en speciel smartphone med en helt unik feature, nemlig LG G Flex med en buet skærm. Efter et år på markedet er LG nu tilbage med LG G Flex 2, som har fået væsentlige opgraderinger og er blevet tilpasset den feedback, som LG har fået om den oprindelige Flex. Det kan især ses på den buede OLED skærm, som har en forbedret opløsning fra de oprindelige 720p til et 1080p display, hvilket giver flottere farver og en bedre skærmoplevelse. Men den store historie ligger selvfølgelig i den mærkbare kurve, der går fra top til bund på telefonen. Det er et interessant og anderledes look, som er meget ergonomisk, når man tager telefonen i brug.

Læs alt om den originale LG G Flex

Selve designet har også fået en overhaling, hvor LG har fundet inspiration fra deres populære LG G3. Det ses især på det børstede metal-finish look, som man finder på bagsiden af Flex 2. Det betyder dog ikke, at LG har droppet den unikke selvhelende bagside. Den er derimod blevet forbedret, så den ifølge LG skulle kunne hele mindre ridser i løbet af sekunder i stedet for minutter, som på den oprindelige Flex.

Det indvendige har også fået en mærkbar opdatering, da LG Flex 2 har den helt nye Snapdragon 810 processor. Det lyder måske ikke så interessant, men processoren er blandt andet afgørende for telefonens batteriholdbarhed og grafikniveau. Kameraet i Flex 2 minder også meget om det anerkendte kamera, man finder i LG G3. Med 13 mp og en dual-LED blitz burde det kunne tilfredsstille selv de mest inkarnerede selfie-entusiaster.