Få vores nyheder på mail

LG Nexus 5

Blogindlæg   •   Nov 20, 2013 12:20 CET

Google har i samarbejde med LG udarbejdet Nexus 5, som er en del af Googles egen smartphone-serie, der kører den nyeste version af Android. Som navnet indikerer er Google nået til nr. 5 i rækken, som denne gang byder på Android 4.4. Den nyeste version af Android er dog langt fra alt, hvad der gør denne telefon interessant. Læs vores test af den nye Nexus 5 her.

Der er én ting, som man ikke kan komme udenom, når man taler Nexus-telefoner. Denne ene ting har i Nexus 5 det indbydende navn, KitKat, som dækker over den nyeste version af Android. Dermed får du med Nexus 5 en smartphone, der byder på det reneste og klart hurtigste Android-system på markedet – leveret direkte af Google. Dette gør Nexus 5 til en fremtidssikret telefon, da Nexus telefoner er de første, som modtager fremtidige opdateringer af Android. En detalje, som bestemt gør en forskel i forhold til konkurrerende Android-smartphones.

Hvad betyder Android KitKat så for brugeroplevelsen på Nexus 5? Man fristes næsten til at sige alt. Der er ingen irriterende producent-skins lagt indover, som æder batteriet, gør telefonen langsommere eller forhindrer Android i at fungere, som Google oprindeligt havde tænkt. Netop dette aspekt betyder også, at Nexus 5 er skabt til multitasking. Under vores test var vi imponerede over, hvor hurtigt applikationer åbnede, og websider loadede. Nexus 5 føltes utrolig hurtig og reagerede med det samme, uanset hvilke opgaver vi gav den.

Design
Når man snakker med folk eller læser lidt rundt på nettet, så er de fleste enige om, at Nexus 5′s design ikke er det mest prangende på markedet. Det er dog ikke nødvendigvis negativt, da Nexus 5 er en stilren telefon i sort med meget tynde kanter i siderne, så skærmen for alvor kommer til sin ret. Det virker som om, at Google og LG har designet Nexus 5 ud fra, at  Android skal være hovedattraktionen ved telefonen – hvilket bestemt også er tilfældet.  Vi blev dog glade for designet under vores test, hvor især det gummibelagte bagcover og telefonens kurvede bagside gjordb e, at den lå godt i hånden.

Et andet designaspekt, mange er opmærksomme på, er vægten. Nexus 5 lander på 130 g – en vægt, der passer utrolig fint til en telefon på næsten 5 tommer. Sammenlignet med andre populære smartphones, er Nexus 5 godt med. Fx vejer en HTC One 143 g, en Samsung Galaxy S4 130 g og en iPhone 5s 112 g.

Batteriliv og skærmoplevelse
Batteriliv er en underlig størrelse, som ikke kan måles generelt, da alle bruger deres smartphones forskelligt. En ting, man dog kan måle, er størrelsen på batteriet. Her kommer Nexus 5 med et 2.300 mAh batteri, som er mindre end hos dens fætter, LG G2. Her kommer styresystemet dog i spil igen, da Android KitKat kører så flydende og uden bloatware, at det får det optimale ud af batteriet.

En anden ting, der ofte påvirker batteritiden, er skærmen. LG har udstyret Nexus 5 med en 4,95 tommer skærm, som har en utrolig livagtig farvegengivelse. Her er det igen oplagt at sammenligne med LG G2, som på mange måder minder om Nexus 5. Farverne gengives meget korrekt i forhold til virkeligheden, som dog kan få skærmen til at se lidt mat ud ved siden af LG G2, hvis farver er lysere og ’popper’ mere. Her er det igen en smagssag, hvad man foretrækker, men Nexus 5′s IPS panel skuffer bestemt ikke.

I en tid hvor Instagram og Snapchat er nogle af de mest downloadede applikationer, spiller telefonens kamera en stor rolle. I Nexus 5 finder man et 8 megapixel kamera med optisk billede stabilisering. De 8 megapixel ligger sig solidt i midten af feltet, når man sammenligner med andre populære smartphones. Dog opdagede vi under testen, at kameraet til tider var en anelse langsom til at fokusere, men ifølge Google skulle dette dog være et software problem, som de arbejder på at løse. Man kan altså håbe, at der i den nærmeste fremtid kommer en opdatering, som gør kameraet mere snappy. Kameraet kan nemlig tage flotte billeder, og stabiliseringssoftwaren gør det til en fornøjelse at optage video på telefonen.

En anden nævneværdig feature i Nexus 5 er muligheden for trådløs opladning. En feature, som stille og roligt sniger sig ind i flere smartphones men endnu ikke er blevet standard. Der er dog ingen tvivl om, at når man først har prøvet at leve uden ledninger, så er det svært at gå tilbage.

Den trådløse oplader følger dog ikke med Nexus 5, men kan købes separat.