Få vores nyheder på mail

​Skoleelever inspirerer Telia

Nyhed   •   Sep 11, 2017 09:00 CEST

Et utraditionelt samarbejde mellem Uglegårdsskolen i Solrød og Telia skaber nye muligheder for læring, udvikling og digitalisering. De umiddelbart umage parter har nemlig meget at lære hinanden. Derfor er Telia og Uglegårdsskolen gået sammen om en såkaldt Hackaton med fokus på idé- og videreudvikling af nye digitale koncepter.

”Det er en unik mulighed for vores elever at prøve kræfter med processer og metoder i Telias univers, som jo repræsenterer den verden som er og bliver elevernes virkelighed,” siger Christian Overgaard, der er er lærer på innovationslinien på Uglegårdsskolen og skolens tovholder på samarbejdet.

Eleverne fra Uglegårdsskolen er mellem 13 og 16 år og er vokset op med digitalisering. De skal hele tiden selv definere deres hverdag og deres fremtid. Og det stiller krav til de unge mennesker. Derfor har eleverne brug for konkrete redskaber og metoder til at skabe nye ideer eller omgøre eksisterende ideer.

”Innovative redskaber er en naturlig del af elevernes hverdag i skolen. Samarbejdet med Telia vil give eleverne et ekstra boost til fremtidens skolegang,” fortæller Christian Overgaard.

Udvikling starter i det små
Heller ikke i Telia lægger man skjul på, at der er noget at lære af samarbejdet med eleverne fra Uglegårdsskolen.

”Vores helt klare formål er at lære af eleverne. De vokset op i en digital tidsalder og har et helt andet syn på mulighederne, end vi har som en etableret spiller på et digitalt marked. Vi har brug for at tænke og arbejde anderledes med nye ideer,” fortæller Trine Jensen, der arbejder med innovation og kundeoplevelser i Telia.

Eleverne fra Uglegårdsskolen deltager i en såkaldt Hackaton. Et kort intensivt forløb, hvor man udvikler koncepter, prototyper og videreudvikler på digitale ideer.

”Kigger man på den digitale udvikling over de seneste 5-10 år, så er næsten alle de vigtigste drivere startet i det små. En simpel idé, der har potentialet. Men selve ideen er ikke altid nok, når man for alvor skal ud over rampen. Relativt hurtigt får et såkaldt start-up brug for vejledning eller støtte af den ene eller anden art. Og det kan Telia tilbyde,” siger Trine Jensen.

Det er Telia, der faciliterer elevernes hackaton, der også har deltagelse af Telia-ansatte, der er med som mentorer, der giver feedback og vejledning, så eleverne kommer videre med deres ideer.

  • Hackaton løber over to dage; d. 11. og 12. september
  • 65 elever fra 7. til 9. klasse deltager i hackaton’en
  • Der er tre temaer: 1) Fremtidens skole, 2) Social ansvarlighed og 3) Leg med teknologi