Få vores nyheder på mail

DANMARKS FØRSTE ROBOTMASKOT FIK OPLEVELSE FOR LIVET

Pressemeddelelse   •   Nov 01, 2018 09:30 CET

FCK's Viktor Fischer lader 10-årige Anton hilse på FCK's fans via Antons sociale robot

Til søndagens superligakamp i Telia Parken mellem FCK og AGF var lungesyge Anton fra Borup dagens kampmaskot – via en robot, der streamede lyd og billede. Den 10-årige fodboldfan fik en unik oplevelse for livet, som nu er dokumenteret på en film fra dagen.

Anton kunne via sin iPad følge med hjemmefra, da Viktor Fischer søndag formiddag tændte for robotten og havde den med sig på køreturen til stadion, ned i omklædningsrummet, ud på banen og efter slutfløjtet med over til fan-tribunen i Telia Parken for at fejre 4-2 sejren over AGF.

Danmarks første robotmaskot fik dermed en helt enestående oplevelse søndag eftermiddag og aften. Og eventyret fik yderligere en dimension om mandagen, hvor Viktor Fischer efter træning besluttede sig for at køre hele vejen til Borup på Midtsjælland for at overraske Anton med et besøg. Det var første gang Anton, der på grund af sin sygdom ikke selv kunne være i Telia Parken, mødte sit store idol.

Skal mindske social isolation
Dermed blev robotmaskot-eventen i Telia Parken et fantastisk startskud på et nyt samarbejde mellem Børnelungefonden og Telia, der gennem teknologiske løsninger som robotterne skal medvirke til at mindske den sociale isolation, som mange langtidssyge børn oplever, når de ikke kan komme i skole eller deltage i andre sociale aktiviteter med deres kammerater.

”Vi havde en utrolig festlig eftermiddag i Telia Parken i søndags – toppet af, at Victor Fischer kørte hele vejen til Borup for at hilse på Anton og forære ham sin spillertrøje. Det bliver vist ikke meget større, når man er 10 år og brændende FCK-fan. Vi er glade for, at Telia og FCK med eventen og samarbejdet med os er med til at sætte fokus på, hvor hårdt det rammer, når et barn får en alvorlig en lungesygdom. Samtidig glæder vi os til fremadrettet at blive klogere på, hvordan teknologiske løsninger som blandt andet disse robotter kan hjælpe børnene og deres familier i hverdagen”, siger Anne Brandt, direktør i Børnelungefonden.

AV1 er udviklet af den norske virksomhed No Isolation. Telia har indkøbt og doneret to robotter til Børnelungefonden.

”Hos Telia er der i denne uge en helt særlig stemning af glæde og stolthed over søndagens robot-event i Telia Parken. Det er vigtigt for os på den måde at være med til at skubbe til de digitale grænser for, hvordan vi kan udnytte vores teknologi til at gøre en positiv forskel. Samarbejdet med Børnelungefonden, FCK og No Isolation er derfor meget givende for os – og at Viktor Fischer så personligt engagerer sig så dybt i forhold til Anton og hans familie, kan vi kun være imponerede og taknemmelige over”, siger CEO for Telia, Morten Bentzen.

Se den fine film om Antons dag som robotmaskot her: her

FAKTA:

AV1

AV1 er en social robot, der udviklet af den norske virksomhed No Isolation. Den fungerer som en personlig avatar, der giver langtidssyge børn mulighed for fx at deltage i klasseundervisning og andre sociale begivenheder fra deres hjem eller fra hospitalssengen. AV1’eren styres via en mobil eller en tablet og en opkobling på wifi eller 4G mobilnetværk. Robotten streamer lyd og billede, men af hensyn til den personlige sikkerhed kan ingen data lagres i robotten.

Børnelungefonden

Børnelungefonden arbejder for en bedre hverdag for lungesyge børn og deres familier. I Danmark har over 100.000 børn og unge astma, og mere end 1000 børn og unge lider af andre og alvorligere lungesygdomme. De børn der er hårdest ramt, har mange sygedage og fravær fra både skole og sociale aktiviteter. Samtidig er det svært at sige noget om fremtidsudsigterne, da der mangler viden og forskning om sygdommene.

Anton, der lider af en lungesygdom, sammen med sin sociale robot, der søndag var hans øjne og ører i Telia Parken.

Viktor Fischer og Anton hilser på fansene.

Efter kampen var Anton - via sin sociale robot - med inde i FCK's omklædningsrum.

Vi er Telia Company, den nye generation af teleselskab. Vores 26.000 talentfulde kollegaer servicerer hver dag millioner af kunder i en af verdens mest teknologimodne regioner. Med en stærk tele-infrastruktur er vi samlingspunkt for det digitale økosystem, som hver dag gør det muligt for private, virksomheder og samfund at følge lige præcis det, som giver allermest mening for netop dem – på deres egne betingelser. Med hovedkvarter i den nordiske region – epicenter for innovation og teknologi - er vi klar til at forandre branchen og bringe hele verden endnu tættere på vores kunder.