Få vores nyheder på mail

Danskerne bekymrer sig ikke om mobilsikkerheden

Pressemeddelelse   •   Nov 08, 2013 09:00 CET

Selvom vi i dag anvender vores mobiltelefoner til alt fra billedopbevaring til pengeoverførsler, så tager vi danskere stadig meget let på sikkerheden. Det viser en ny undersøgelse fra Telia og YouGov.

Mere end hver fjerde smartphone, der risikerer at blive glemt på en café eller måske stjålet fra frakkelommen, er i dag helt åben for kriminelle. Det viser en ny rundspørge, som Telia og YouGov har foretaget blandt 1.008 danskere. Hele 27 % af alle, der ejer en smartphone, har således hverken beskyttet deres telefon med en simpel tastekode eller anden låsefunktion.

Heller ikke foranstaltninger som ’remote wipe’ eller ’Find my iPhone’ – der giver ejeren mulighed for at slette alt indhold på en bortkommen smartphone – er i dag standard blandt mobilbrugere. Kun 42 % af alle danskere med en smartphone anvender et af disse programmer. Antivirus-systemer og Firewalls er installeret på henholdsvis 19 % og 6 % af alle smartphones.

Sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse fra 2011 er vi ikke blevet bedre til at sikre vores smartphones, snarere tværtimod.

”Det er vigtigt, at vi som teleselskab hjælper danskerne med at sikre deres mobiler og de private informationer, som de indeholder. Ikke mindst den hastigt voksende brug af betalingsfunktioner og apps til pengeoverførsler betyder, at mobilsikkerheden bør prioriteres højere, end den bliver i dag”, siger Christoph Nørgaard, privatkundedirektør, Telia Mobility Services.

En af grundene til, at vi ikke sikrer vores mobiler bedre mod misbrug, kan være, at vi ikke frygter, at vores smartphones bliver hacket eller på anden måde kriminelt udnyttet. Hele 68 % af danskerne i undersøgelsen svarer således, at de slet ikke er bekymrede for, at deres mobil skal blive hacket, og 38 % har ingen forbehold over for at benytte offentlige trådløse netværk fx på caféer eller i toget til følsomme transaktioner, brug af NemID og lignende.

Farerne ved brugen af smartphones bliver dog flere og flere. Her er fem aktuelle råd vedrørende mobilsikkerhed:

1. Adgangskode. Mange benytter ikke et password på deres smartphone, fordi de finder det besværligt og tidskrævende. Man skal dog huske på, at det er den letteste og hurtigste måde at forbedre sikkerheden på. En simpel adgangskode er med til at beskytte dine private data i tilfælde af tyveri.

2. Wangiri. Navnet stammer fra Japan, hvor denne form for svindel startede. Det går ud på, at en maskine foretager opkald til tilfældige telefonnumre. Opkaldet varer få sekunder, og modtageren kan derfor ikke nå at svare. Formålet er, at man skal ringe tilbage til et højt takseret nummer og lytte til en lang telefonsvarerbesked. Hvis du har et ubesvaret opkald fra et ukendt, udenlandsk nummer på din telefon, bør du ikke ringe tilbage. Tjek evt. nummeret på Google eller send en sms.

3. Phishing. Fænomenet er mest kendt fra computeren, men er nu også dukket op på smartphones via sms og mails. Phishing-beskeder kan ofte kendes på, at de er grammatisk ukorrekte og fx lover, at du skal modtage penge. Som grundregel bør man aldrig sende oplysninger som adgangskoder, konto- eller cpr-numre via mail eller sms.

4. Evil Twins. Der er tale om offentlige, trådløse netværk, der udgiver sig for at være et andet, troværdigt netværk. Formålet er, at bagmanden kan følge andres ageren på internettet og muligvis få adgang til personlige oplysninger. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt et gratis netværk er troværdigt, kan man altid kontakte stedet, der udbyder det.

5. Bluetooth. Det er ikke kun med wi-fi, man skal være påpasselig i det offentlige rum. Bluetooth har et ry for at være en sikker teknologi, men det er desværre set tidligere, at hackere har formået at få adgang til en telefon og udnytte den til at foretage opkald, bruge data eller endda lytte med på private samtaler. Derfor anbefales det, at man slår Bluetooth funktionen fra, når man ikke bruger det og selvfølgelig afviser alle ukendte anmodninger om forbindelser via Bluetooth.

Se flere informationer og gode råd om mobilsikkerhed her

Telia i Danmark er en del af TeliaSonera koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien samt i en række lande i Eurasien, inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner, og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er vigtigt for at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk