Få vores nyheder på mail

Danskerne: Nej tak til mobilfotos til julefrokosten

Pressemeddelelse   •   Nov 28, 2016 09:30 CET

Tager du billeder til julefrokosten, er det en god idé ikke at 'tagge' kollegaerne på fx facebook.

Hvad der sker til julefrokosten, bør ikke deles på sociale medier, så venner og familie kan følge med i udskejelserne. Det mener især de ældste medarbejdere, mens de yngste er mere afslappede i forhold til at dele løjerne på Facebook, Instagram mv. Det viser en ny analyse fra Telia.

De kommende uger bliver der traditionen tro skejet ud rundt omkring på landets arbejdspladser. Vi skal i festtøjet med kollegerne, der skal spises sild og steg, og vi skal skråle med på ’Last Christmas’ klokken 02.34 om natten.

Når der er fest, er der også oplagte fotomuligheder – især fordi mobilen jo altid er med i lommen. Men er det egentlig OK at tage billeder af receptionisten, der flirter med mellemlederen under misteltenen? Eller at knipse direktøren, der har fået 6-7 snapse for meget under vesten?

Mobilerne skal væk efter middagen
Det er et spørgsmål, der deler danskerne i en ny undersøgelse fra Telia. Præcis en tredjedel mener, at man gerne må tage billeder af kollegerne under julefrokosten. Én ud af fem mener, at man gerne må fotografere – men kun til og med middagen. Efter middagen er det væk med mobilerne. Godt en fjerdedel (27 pct.) svarer, at det er helt no-go at fotografere sine kolleger til julefrokosten.

Én ting er at tage billeder af sjove optrin under julefrokosten, en anden ting er at dele beviserne på de sociale medier og ’tagge’ de involverede kolleger – uden at have spurgt dem først. Det er ifølge næsten 3 ud af 4 danskere (74 pct.) helt uacceptabelt.

Flere kvinder end mænd er modstandere af at blive ’tagget’ på delte billeder uden at vide det, og mens kun 12 pct. synes, at det er OK at uploade festbilleder af kollegerne uden at spørge. Blandt de unge medarbejdere, de 18 til 34-årige, ser hele 25 pct. imidlertid ikke nogen problemer i det.

”Undersøgelsen viser, at firmajulefrokosten er en begivenhed, hvor man gerne vil kunne slippe tøjlerne, uden at det skal deles med venner og familie på de sociale medier," vurderer Mette Honoré, der er kommunikationsdirektør i Telia. Hun kan dog også se en tendens til, at den yngre generation er vokset op med mobiltelefoner og mobilkamera.

Lav regler for deling af billeder
"Det er påfaldende at se, hvordan de yngre medarbejdere tager langt mere afslappet end de ældre på, at der bliver taget og delt billeder undervejs. Det kan naturligvis have noget at gøre med, at færre i denne aldersgruppe fx har familie – men i lige så høj grad, at de nærmest er vokset op med de sociale medier og opfatter det som en naturlig del af alt, hvad de foretager sig. Netop derfor kan det være en god idé at aftale, hvilke regler der gælder for fotografering til julefrokosten – og helst inden den første snaps”, siger Mette Honoré.

Det er YouGov, som på vegne af Telia har gennemført undersøgelsen.

Er det okay at "tagge" kollegaer på billeder fra firmajulefrokosten?

Ja12 %
Nej74 %
Ved ikke  7 %
Ikke relevant  7 % 

For yderligere data fra undersøgelsen; kontakt Telia: 28 27 55 00

Vi er Telia Company, den nye generation af teleselskab. Vores 26.000 talentfulde kollegaer servicerer hver dag millioner af kunder i en af verdens mest teknologimodne regioner. Med en stærk tele-infrastruktur er vi samlingspunkt for det digitale økosystem, som hver dag gør det muligt for private, virksomheder og samfund at følge lige præcis det, som giver allermest mening for netop dem – på deres egne betingelser. Med hovedkvarter i den nordiske region – epicenter for innovation og teknologi - er vi klar til at forandre branchen og bringe hele verden endnu tættere på vores kunder.