Få vores nyheder på mail

Danskerne vil stemme via mobilen

Pressemeddelelse   •   Sep 14, 2011 14:27 CEST

Ifølge Telias nye undersøgelse ønsker danskerne, at mobilen skal gøre hverdagen lettere på en lang række punkter. Mobilen skal blandt andet fungere som elektronisk stemmeboks ved eksempelvis folketingsvalg, mener danskerne.

De 1.111 adspurgte respondenter blev blandt andet spurgt om, hvad de allerhelst ville kunne med deres mobiltelefon. Hele 15 pct. havde muligheden for at afgive stemme til valg som førsteprioritet blandt mulighederne med smartphones.

Den mest populære anvendelsesmulighed var at styre netbank, hvilket mange allerede kan i dag via bankernes applikationer. Derudover ville 18 pct. af de adspurgte mest af alt ønske sig muligheden for at oprette forbindelse til – og bruge offentlige e-services på – deres smartphone.

Danskerne: Mobilen skal kunne meget mere

På trods af alt det mobilen kan i dag, peger tendensen entydigt mod, at mobilen skal kunne meget mere i fremtiden. I nogle tilfælde vil den måske helt erstatte andre ting i hverdagen som eksempelvis betalingskort. Danskerne ser nemlig mest frem til at kunne bruge mobilen som betalingsmetode (51 pct.) og som personlig identifikation (21 pct.).  

Der er så mange interessante muligheder for smartphones i fremtiden, at det kan være svært at forestille sig, hvordan verden kommer til at se ud. Vi kommer formentlig ikke til at behøve at have andet med os end vores smartphone. Når vi stiger på bussen, har vi billet på mobilen, når vi handler, kører vi mobilen hen over en vare som betaling, og når vi kommer hjem låser vi os ind med den. Og det er kun begyndelsen, siger Christoph Nørgaard, Vice President Consumer, Telia Mobility. 

Mulighederne med smartphones bliver stadig flere, og danskerne er klar til at bruge dem fuldt ud. Det viser i hvert fald en ny undersøgelse, som Telia har foretaget gennem sin egen Telia Trend-applikation.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen blev foretaget via Telia-applikationen, Telia Trends. 1.111 respondenter indgik i undersøgelsen, men er ikke garanteret repræsentative for den danske befolkning. Undersøgelsen blev foretaget fra d. 25. februar til den 8. september 2011.

Om Telia Trends

Med Telia Trends-applikationen til iOS, Android og som web-applikation vil Telia løbende foretage aktuelle undersøgelser ved at spørge sine kunder, trendsettere og andre om deres holdning til nye trends inden for telekommunikation. Målet er at komme endnu tættere på kunderne og få mulighed for at fortolke aktuelle tendenser.

Telia i Danmark er en del af TeliaSonera koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien samt i en række lande i Eurasien, inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner, og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er vigtigt for at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk