Få vores nyheder på mail

Dataforbruget eksploderede i 2014

Pressemeddelelse   •   Jan 15, 2015 08:48 CET

Danskernes dataforbrug stiger måned for måned, og alene fra januar til december sidste år er forbruget i Telias netværk steget med hele 60 procent. Det stiller store krav til mobilnetværket.

Stadigt flere databaserede services ser dagens lys, og i 2014 har streamingtjenester for alvor gjort indtog i danskernes hverdag. Adgang til alverdens musiknumre, film og serier både i hjemmet og ikke mindst på farten driver dataforbruget opad:

”Streamingtjenesterne er blevet ekstremt populære, og derfor arbejder vi også hele tiden for at sikre og forbedre dataoplevelserne på vores netværk. Det kan vi gøre ved simultant at fokusere på en bred dækning, høj kvalitet i netværket og høje hastigheder, som understøtter de nye tjenester. Fx har vi sidste år fordoblet 4G-hastighederne i størstedelen af vores netværk,” siger Heine Wieben Rasmussen, ansvarlig for netværksplanlægning i Telia.

I løbet af 2014 aktiverede Telia hele 471 nye master i netværket, hvoraf langt størstedelen (74 %) er 4G-master, som kan levere de højeste datahastigheder. Og i løbet af i år planlægger Telia at aktivere næsten dobbelt så mange master.

”Foruden de mange nye lavfrekvens-master, som primært udvider dækningen, så kommer vi også til at fokusere på at øge kapaciteten i netværket med højere frekvenser, så endnu flere brugere kan være på samtidig med endnu højere hastigheder,” siger Heine Wieben Rasmussen.

Telia i Danmark er en del af TeliaSonera-koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien og Eurasien inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services samt tv-produkter. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er essentielt for, at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk