Få vores nyheder på mail

Hver 3. dansker abonnerer på musikstream

Pressemeddelelse   •   Apr 16, 2014 12:55 CEST

Danskerne tager musikstreaming til sig med eksplosiv hastighed. Andelen af online musikabonnenter er ifølge en ny undersøgelse fra Telia steget med knap 60 pct. på et år.

Da Telia sidste år bad analyseinstituttet YouGov undersøge den generelle holdning til musikstreaming, viste resultaterne, at 22 pct. af alle danskere mellem 18 og 34 år abonnerede på en musiktjeneste som Spotify, WiMP, TDC Play mv. Nu offentliggøres 2014-udgaven af analysen, og den afslører, at andelen i dag er 35 pct., hvilket svarer til en stigning på 59 pct.

Blandt de 18 til 34-årige er andelen af streaming-brugere hele 43 pct. – og andelen må formodes at være endnu højere blandt teenagerne, som af juridiske årsager ikke er omfattet af undersøgelsen. Dette billede understøttes af Christoph Nørgaard, privatkundedirektør i Telia:

”Analysen dokumenterer den udvikling, vi kan mærke i vores butikker, hvor vi tilbyder Spotify som en del af abonnementspakkerne. Her er det kunder fra alle aldersgrupper, der interesserer sig for musikstreaming, men især for de yngre kunder er indholdsdelen – både musik og film – en helt grundlæggende del af den ydelse, de forventer fra deres teleselskab i dag”.

Tilsvarende er det heller ikke længere vigtigt for os danskere at eje vores musik. Næsten halvdelen (48 pct.) svarer i undersøgelsen, at det har en mindre eller slet ingen betydning for dem at eje sin musik, hvad enten det er fysisk eller digitalt.

”Hvis man ikke lige præcis dyrker det fysiske format i form af eksempelvis vinylplader, så er det vores opfattelse, at man i højere grad investerer sin penge i de optimale måder at lytte til musikken på. Vi mærker blandt andet en stigende efterspørgsel på hovedtelefoner i referenceklassen og trådløse lydsystemer som SONOS, der gør det nemmere at udnytte streamformatets fleksible fordele”, slutter Christoph Nørgaard.

TOP 5: Hvorfor streamer du musik?

1: For at få adgang til min musik overalt (51 %)

2: For at få adgang til så meget musik som muligt (44 %)

3: For at få adgang til min musik altid (38 %)

4: For at få mulighed for at udforske ny musik (31 %)

5: For at spare penge (19 %)

Telia i Danmark er en del af TeliaSonera koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien samt i en række lande i Eurasien, inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner, og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er vigtigt for at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk