Få vores nyheder på mail

Ny undersøgelse viser: 2 UD AF 3 BRUGER MOBILEN PÅ TOILETTET

Pressemeddelelse   •   Mar 02, 2015 12:42 CET

Bruger du mobilen, mens du sidder på kummen, eller når mørket har sænket sig i biografen? Telia og YouGov spurgt danskerne om deres mobilmanerer.

Det skabte en del opmærksomhed, da en undersøgelse i 2011 viste, at flere end hver femte dansker jævnligt bruger mobilen, når de er på toilettet. Siden da er vores smartphone blot blevet en endnu mere integreret del af vores hverdag og mere uundværlig på alle tider af døgnet.

Denne udvikling dokumenteres nu i en ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov netop har gennemført for Telia.

De nye tal viser, at flere end 2 ud af 3 danskere over 18 år i dag bruger deres smartphones, mens de er på toilettet. Denne vane er i øvrigt mere udbredt blandt mænd (72 %) end kvinderne (63 %). Kigger vi alene på den yngste del af spørgepanelet (18-34 år), er det næsten 9 ud af 10, der har haft mobilen fremme ude på toilettet.

Undersøgelsen afslører også, at mere end halvdelen af os bruger mobilen under hyggemiddage med familie og venner. Lidt færre (48 %) smugkigger på deres smartphones under møder og i undervisningssituationer.

Påfaldende nok mener færre end halvt så mange, at man reelt kan tillade sig at bruge mobilen i disse sociale situationer. Når det handler om mobilmanerer i biografen er paradokset endnu mere udtalt. Her indrømmer flere end hver femte af de 18 til 34-årige, at de har sms’et eller surfet på mobilen under en biograffilm, mens kun 6 % af samme aldersgruppe synes, at det er en acceptabel opførsel.

”Hos Telia kører vi lige nu en reklamefilm, der handler om, hvordan vi efterhånden bruger mobilen i alle dagligdagens små pauser, og denne undersøgelse understreger jo tydeligt denne tendens. Det bliver stadig mere acceptabelt at hive mobilen frem i sociale eller arbejdsmæssige sammenhænge, hvis man eksempelvis skal afgøre et tvivlsspørgsmål, tjekke sin mail eller bare se, hvad klokken er. Det handler om at finde den sunde balance, for smartphones er kommet for at blive”, siger marketingdirektør i Telia, Magnus Olin.

Telia i Danmark er en del af TeliaSonera-koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande, med virksomheder i Spanien og Eurasien inklusiv Rusland og Tyrkiet. Ved udgangen af 2013 havde TeliaSonera en omsætning på 101,7 milliarder svenske kroner og 189 mio. kunder (72,5 mio. på hjemmemarkederne og 116,5 mio. igennem delvist ejede selskaber). TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services samt tv-produkter. Telia havde i 2013 en omsætning på 4,6 milliarder danske kroner. Enkelthed og service er essentielt for, at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk