Få vores nyheder på mail

Rekordmange mobilmaster til årets Roskilde Festival

Pressemeddelelse   •   Jun 24, 2015 08:18 CEST

Når flere end 100.000 festivalgæster fra den 27. juni samles om musikken på Roskilde Dyrskueplads, lægger det pres på mobilnetværket. Oplevelserne skal deles, vennerne skal findes, og kunstnerne skal googles. Derfor udvider Telia i år den mobile dækning i Roskilde med det hidtil højeste antal mobile master.

Telia forbereder i disse dage en særlig indsats i forhold til årets Roskilde Festival. Foruden de otte faste mobilantenner, som normalt dækker området ved Dyrskuepladsen, har Telia i år opstillet hele fire ekstra mobile master, hvilket er det højeste antal nogensinde.

Samtidig er indstillingerne i netværket blevet ændret til bedre at kunne håndtere den store mængde trafik i løbet af festivalen:

”Vi ved, at gæsterne på den ugelange festival sætter stor pris på at kunne udnytte det fulde potentiale med deres smartphone. Roskilde Festival er spækket med oplevelser, man gerne vil dele med sine venner, og derfor lægger vi hvert år store kræfter i at give gæsterne mulighed for at være online, ringe og sms’e. I år sætter vi rekord med hele fire ekstra master, som vi kører ud til festivalen til glæde for gæsterne,” siger Henrik Kofod, teknisk direktør i Telia.

Telia i Danmark er en del af TeliaSonera-koncernen, som er den førende telekommunikationsvirksomhed i de nordiske og baltiske lande. Ved udgangen af 2014 havde TeliaSonera en omsætning på 101,1 milliarder svenske kroner og ca. 73 mio. abonnementer. TeliaSonera er noteret på børserne i Stockholm og i Helsinki. Telia i Danmark udbyder mobil og fastnettelefoni til både privat- og erhvervskunder samt bredbåndsforbindelser og data-services samt tv-produkter. Telia havde i 2014 en omsætning på 5,8 milliarder svenske kroner, 1,8 mio. abonnementer og ca. 1000 medarbejdere. Enkelthed og service er essentielt for, at vi kan skabe profitabel vækst og værdi for vores kunder og ejere. Læs mere på www.telia.dk